Oplægsholder
-
Poul Duedahl
Foredrag ved Poul Duedahl
Tirsdag den 6. oktober kl. 16.30
200 kr. inkl. en let anretning
(Dørene åbnes kl. 16.00 i caféen)
Seksuelle afvigere, utilpassede unge, tyveknægte og sædelighedsforbrydere. Hvor gør man af mennesker, som er uønsket i normalsamfundet, fordi de stikker ud og stikker af? Lægen Christian Keller havde en idé. Man placerer dem på en øde ø.
Staten købte Livø i Limfjorden og indrettede i 1911 en isolationsanstalt, som frem til 1961 husede i alt 743 såkaldt ”kriminelle, asociale og moralsk åndssvage” mænd. Anbragt på ubestemt tid og på overlægens nåde. Mændene var afskåret fra omverdenen, ofte i årevis, og for mange var flugt, sterilisation og kastration den eneste udvej.
Historien om Livø Anstalten er fortællingen om en helt central side – og bagside – af velfærdsstatens og demokratiets danmarkshistorie. Den er fortællingen om, hvordan et land for ikke længe siden behandlede sine afvigere og fortællingen om et samfund i samfundet og dets skæbner – hvoraf en enkelt siden blev far til en dansk statsminister.
Foredraget bygger på bogen af samme navn, der danner baggrund for tv-serien ”Nyrup – søn af en udstødt” på DR1.
Poul Duedahl er professor ved historiestudiet på Aalborg Universitet. Han er forfatter til bl.a. Velkommen på bagsiden. Danmarkshistorien på vrangen (2018) og Afvigernes ø (2023) og hans bøger er hele tre gange kåret til titlen som Årets Historiske Bog.
Du kan tilmelde dig allerede nu!
Tilmelding kan ske ved henvendelse i Biecentret tlf.: 97115260, eller på mail biecentret@mariagerfjord.dk.
Tilmeldingsblanket kan findes på side 37-38 her i Bie Tidende.
Betaling ved tilmelding.
Arrangeret af BOF aftenskole om dagen og Biecentret